POLITIK


Manifest og politiske kerneområder

“Politik har at gøre med det at være menneske.”

– Bodil Koch

Ansvar er først og fremmest det, som det for mig kommer an på: Ansvar for at gøre denne verden til et bedre sted at være, og ansvar for at vores efterkommere kan leve på en grønnere klode end nu. Eller sagt helt præcist: et mere grønt, kreativt og meningsfuldt Danmark. Ved at stille op til Folketinget for Alternativet tager jeg et ansvar på mig ved at sige: Med mit kandidatur vil jeg bidrage til at skabe en bedre verden i et parti, der som Alternativet tager sin del af ansvaret alvorligt.

Jeg er tilhænger af Hal Kochs mere end 70 år gamle udsagn om, at demokratiets væsen ikke er bestemt ved afstemningsproceduren, men derimod ved samtalen. For som han siger: “Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen.” Det er en måde at tage hensyn til mindretallet på og have respekt for modparten uanset uenighederne.

Lignende tanker ligger bag Alternativets vedtagne debatdogmer, men Hal Kochs perspektiv er afgørende for mig. For den demokratiske samtale angår specifikt muligheden for gennem udveksling af synspunkter eller blot åbne betragtninger at blive klogere på sit eget afsæt såvel som at gøre modparten klogere – til gavn for alle parter. Det kan derfor være et resultat af samtalen, at man selv eller ens modpart reviderer sit synspunkt eller får mulighed for at konkretisere sine betragtninger.

Jeg har konstant fokus på den øgede økonomiske og sociale ulighed herhjemme. Uligheden er tæt fulgt af en foragt for de svagere stillede, og den skaber risiko for, at landet bliver drevet endnu mere til højre som følge af frygten for yderligere ulighed. Det er blandt andet det engagement, som driver mig, og som danner afsæt for mit politiske fokus på medborgerskab, på øget kulturel tilegnelse samt på anerkendelsen af alle menneskers ligeværd.

Det foregår med konstant inspiration fra de tre livsråd, som musikerne og ægteparret Laurie Anderson og Lou Reed i sin tid udviklede i fællesskab: Hav en stærk bullshitdetektor, opfør dig så blidt som du kan, og vær ikke bange for nogen. De ord tager jeg med mig ind i mit politiske liv.

Men samtidig vil jeg bidrage til at skabe en ydmyghedens politik som modsvar til den kynisme, der ofte kendetegner dansk politik. For der er brug for mere sårbarhed ind i dansk politik, hvor det at tvivle, det at fejle og det at være afmægtig kan være langt bedre politiske redskaber eller pejlemærker end det at være skråsikker, ufejlbarlig og magtfuld. Sårbarheden kan også være en modvægt til den egoistiske tidsånd, som skyller ind over verden i disse år, og som er en del af empatikrisen: For eksempel hvide, der forsøger at afskære personer med anden hudfarve fra indflydelse eller anerkendelse; rige, der forsøger at retfærdiggøre sig for deres støt stigende rigdom; eller majoriteter, der forsøger at udskamme minoriteter; personer, der gør skade på andre – fx med trusler på internettet – uden at overveje konsekvenserne for den forurettede person.

Derfor ønsker jeg at sætte en ny ordentlighed på dagsorden, hvor gennemsigtighed og åbenhed er i højsædet i det politiske arbejde, og hvor ens politiske modstandere bliver tiltalt pænt og redeligt – i respekt for demokratiets ånd.
Mine politiske kerneområder kan opdeles i fire: a) kunst og kultur, b) medborgerskab, c) ligestilling og mangfoldighed samt d) dyrevelfærd – alle områder, som direkte eller indirekte er inkluderet i Alternativets partiprogram som kerneområder.
I delafsnittene under denne fane (“Politik”) følger en uddybning af områderne. Det er vigtigt at slå fast, at der endnu ikke er tale om konkrete politiske forslag, ligesom dette manifest ikke nødvendigvis er identisk med mit opstillingsgrundlag, som kan læses på Alternativets hjemmeside.

Musiker, politiker og alternativist: Baggrund

Alternativets entré i Folketinget i 2015 med dets fokus på et mere grønt, kreativt og meningsfuldt Danmark satte noget i gang i mig. Jeg havde ikke tidligere været politisk aktiv, men nu gav det mening at blive det, og det føltes både godt og let at stille mig til rådighed for partiet som aktivist, som frivillig, som politikmedudvikler og som kandidat.

Jeg har en baggrund som musiker og producer, er lektor på Rytmisk Musikkonservatorium og var indtil 2017 medlem af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Derudover har jeg en ph.d.-grad i musikvidenskab og er også musikforsker med fokus på populærmusik.
De seneste år har jeg skrevet indlæg om kultur, køn og medier på fast basis for Politiken. Siden jeg i oktober 2016 første gang blev valgt som folketingskandidat for Københavns Storkreds, har mange af indlæg for avisen haft præg af at være politiske overvejelser, som har medvirket til at danne grundlaget for mine politiske mærkesager.
Siden 2016 har jeg bragt min viden om kultur og køn i spil i en række praktiske fora såsom CEVEA, 3F’s Ligestillingstænketank og samarbejdet mellem KVINFO og Roskilde Festival.

Endvidere har jeg bidraget aktivt til Alternativets politikudvikling inden for kunst/kultur, ligestilling/mangfoldighed og tro/livssyn samt været oplægsholder i en række sammehænge. Endelig har jeg gennem et år arbejdet med at skrive en debatbog om empati, der er en af Alternativets seks kerneværdier. Bogen diskuterer årsagerne til og løsninger på den igangværende empatikrise og er ikke udkommet endnu.
Privat bor jeg i en villalejlighed i Valby sammen med min kæreste Vibe og vores lille dreng.

Debattør og praktiker: Faglig kompetencer

Jeg har sat mig grundigt ind i dansk politik især siden 1945 og har desuden stor viden om dansk og vestlig kultur og historie. Fagligt har jeg især indsigt i nyere vestlig kulturhistorie og nyere sociologi og har desuden beskæftiget mig indgående med relationerne mellem musik, medier og teknologier.

Som kønsdebattør har jeg gennem de seneste år erhvervet stor erfaring i at diskutere med mennesker, der var meget uenige med mig, hvilket har givet mig nogle for en politiker værdifulde dialogiske kompetencer.

Samtidig har jeg sat mig grundigt ind i problematikkerne vedrørende medborgerskab og demokratiforståelse. Jeg tror, at det danske samfund kan udvikle sig mere harmonisk de kommende årtier ved hjælp af et mere borgerinddragende demokrati, hvor borgerne på sin side tager deres demokratiske forpligtelser mere på sig – fx ved at have stemmepligt – mens staten på sin side bidrager til et mere demokratisk sindelag med større gennemsigtighed i beslutningsprocesserne. Og jeg tror, at Danmark ved at sætte mere fokus på det at praktisere demokratisk sindelag kan være en rollemodel for især konfliktfyldte områder i verdens brændpunkter.

Men jeg er i den grad også praktiker, idet jeg oprindeligt er musiker. Jeg har tilbragt en stor del af mit liv i øvelokaler, på koncertscener og i studier i utallige sammenhænge, heriblandt med mit gamle band ibens samt med Marie Frank, Martin Hall og Annika Aakjær foruden det dansk-norske projekt The Baby Zebras. Jeg har også produceret en lang række albums og været såkaldt bandcoach, hvor jeg er gået ind og ud af øvelokaler over hele landet for at hjælpe bands med at spille og arrangere deres egen musik bedre. Denne praktiske tilgang til min omverden hænger ved, for jeg opfatter politik som en praksis snarere end som blot tankevirksomhed.

Kunstfond, fagbøger og erfaringer: Ressourcer

Mine erfaringer i Statens Kunstfond og som sagkyndig for Nordisk Kulturfond har givet mig en lang række ressourcer og kompetencer i forhold til at navigere strategisk, forholde mig til åbne og skjulte dagsordener samt vurdere betydningen af kvalitative tiltag.

Desuden har jeg som musikpolitiker, debattør, fagperson og sparringspartner løbende befundet mig i Christiansborgs cirkler og har især haft dialoger med skiftende kulturministre og kulturpolitiske ordførere.

Endvidere har mine erfaringer som debattør givet mig indsigt i debatpsykologi, noget som har gjort det muligt for mig at diskutere med i princippet alle med interesse for området.

Endelig har min baggrund som forfatter til ti fagbøger om musik, danskhed og køn samt som medredaktør på tre sangbøger givet mig et solidt fundament i forhold til at tilegne mig viden, sætte dagsordener og efterkomme behov hos brugere. At jeg siden 2012 tillige har skrevet henimod et par hundrede debatindlæg, kronikker og andre artikler om kultur, ligestilling, mangfoldighed og politik, har kun styrket fundamentet.



KULTUR OG KUNST

Hvordan kan kunst og kultur blive en mere samlende størrelse for en dansk befolkning, der oplever splittelser og polariseringer både socialt, økonomisk, geografisk og værdimæssigt? Og hvordan kan kunst og kultur bidrage til at gøre danskerne mere fantasifulde, mere optimistiske, mere fandenivoldske – og til at skabe mere generøsitet og inspirere til mere mod? Selv om politikere måske på et personligt plan har interesse for kunstens domæne, er det ofte ikke del af deres politiske profil at være opmærksomme på kunsten og kulturens grundlæggende betydning – for i så fald var området helt anderledes prioriteret og anerkendt. Og når der er folketingsvalg, er det betegnende, hvor lidt kunst og kultur fylder i valgkampen.

Den kulturelle dagsorden bør være et af de politiske hovedområder, fordi vores forhold til kulturen først og sidst definerer os alle både som danskere og som verdensborgere. Kunsten og kulturen udgør ganske enkelt et rum for den demokratiske samtale, eftersom kunsten undertiden kan pege på originale, uventede og øjenåbnende forslag til løsninger. Danmark skal derfor have en langt mere ambitiøs kulturpolitik af tre årsager: For at fastholde og udvikle den unikke danske oplysnings- og dannelsestradition, for at få frembragt mere kunst af høj kvalitet til gavn for danskerne samt for at få sat dansk kunst kultur endnu mere på verdenskortet såvel som verdenskunst på danmarkskortet. For når kunsten er bedst, evner den at stille spørgsmål ved tilværelsens mening og dermed ved begrundelserne for hvorfor vi overhovedet er her på jorden. Som en af efterkrigstidens store politiske profiler, Bodil Koch, engang sagde: “Det egentlige kunstens sted er mødet mellem det skabende og det modtagende menneske.” Jeg vil arbejde for disse mærkesager:

1. EN MERE AMBITIØS KULTURPOLITIK: Kunst og kultur er nok økonomi, men først og fremmest er det dannelse og identitet mere end det er kommerciel strategi. Derfor skal kulturbudgettet hæves med en fjerdedel. De øgede statslige investeringer skal finansieres via øgede afgifter på kunstaktiviteter (fx ved salg af billedkunst og ved koncertbilletter).

2. FLERE KUNSTNERE I DEBATTEN: En af kunstens vigtigste roller i et repræsentativt demokrati som det danske er at vække til modsigelse samt at udøve kritik af det bestående. Kunstnerne og deres organisationer skal derfor inviteres mere aktivt ind i den politiske kunstdebat, og deres erfaringer skal i højere grad anvendes som grundlag for beslutningsprocesserne. Det skal ske ved, at Christiansborg lægger hus til flere kulturelle debatarrangementer og ved, at Alternativet forpligter sig på at indgå i løbende aktiv dialog med kulturlivets aktører.

3. BEDRE ADGANG TIL KULTUREN: Kultur er fællesskab. Børn skal derfor sammen med deres forældre have adgang til langt flere børne- og voksenkulturelle tilbud, som er gratis eller meget billig. Det skal ske ud fra tanken om at adgangen til kunstneriske oplevelser ikke udelukkende skal være et kommercielt anliggende. Det skal være muligt for især mindrebemidlede borgere og familier at få adgang til sådanne tilbud.

4. DEN KULTURELLE DANSKHED REDEFINERET: Kunsten og kulturens bidrag til den løbende danskhedsfortælling er i disse år i fokus især på højrefløjen, hvor ikke mindst museer dedikeret til at fortælle om særligt danske forhold får opmærksomhed. Jeg mener, at der er brug for at udfordre denne dagsorden ved i højere grad at forstå danskhed som noget, der også eksisterer i kraft af mødet med internationale eller globalt almengyldige strømninger og tilgange. Det handler langt fra kun om at erkende eller blive klogere på ens nationale identitet. Vi skal selvfølgelig kunne tale om danskhed som kulturel identitetsmarkør, men det må ikke ske på bekostning af koblingen til verden udenfor Danmark. Derfor vil jeg generelt arbejde for en kulturpolitik, der principielt ser alle danske kulturfrembringelser som bidrag til en international offentlighed ud fra antagelsen om, at Danmark på den måde bliver et bedre land for verden.

5. OPRETTELSE AF KULTURENS ANALYSEINSTITUT: Der skal oprettes et Kulturens Analyseinstitut ud fra den betragtning, at der er brug for mere viden om de historiske, værdimæssige og kulturelle faktorer som påvirker samfundet, sådan som det Forskningrådet i Norge i december 2017 foreslog det som modsvar på landets aktuelle samfundsudfordringer. For der bør være øget politisk fokus på, hvordan børn og unge rent faktisk forbruger og anvender kunst som basis for deres identitetsdannelse og som redskab til at navigere i sociale rum.

6. OPRETTELSE AF BORGERNES KUNSTFOND: Vi ved fra undersøgelser, at let og uhindret adgang til kulturelle tilbud og udfordringer kan stimulere borgere intellektuelt, følelsesmæssigt, humørmæssigt og folkesundhedsmæssigt. Og vi ved fra statistikkerne, at rigtig mange danskere allerede er aktive kulturelle borgere, fx ved at synge i kor, være medlem af en læseklub eller deltage i lokalsamfundets kulturelle aktiviteter. Jeg vil gerne arbejde for at gøre adgangen til kultur endnu lettere og uhindret, ved at oprette en landsdækkende pulje, som kan søges af institutioner, firmaer og private borgere til udøvelse af kulturelle formål. Puljen skal anvendes til fx læseklubbers forfattermøder, noder og sangbøger til kor, facilitering af digitale kunstaktiviteter. Og den skal anvendes til fx borgernes egne kunstneriske praksis i form af økonomisk hjælp til øvelokaler, kunstatelier, skriveværksteder og filmværksteder.

7. MERE MUSIKEKSPORT: Gennem en længere årrække har der været stor interesse for dansk musik i udlandet, og flere solide karrierer har taget fart. MXD (Music Export Denmark) er lille, hårdt arbejdende kontor, som siden 2004 har faciliteret en stor del af arbejdet med at få dansk musik ud i verden. Men økonomien er stram og komplet afhængigt af den til enhver tid siddende kulturministers forgodtbefindende, idet det er ministerens eget budget, der finanserer eksportaktiviteterne, mens en række musikorganisationer finansierer driften. Områdets vigtighed og økonomiske potentiale taget i betragtning vil jeg arbejde for, at MXD fremover finansieres mere substantielt via finansloven.



MEDBORGERSKAB, MAGTKRITIK OG BORGERINDDAGELSE

Medborgerskab kan defineres som et identitetsrelateret tilhørsforhold til et fællesskab, hvor præmissen er, at andre meninger og holdninger end ens egne bliver anerkendt og respekteret. En anden præmis er, at en aktiv interesse for og deltagelse i samfundets demokratiske
vidensudveksling holdes levende, samtidig med, at muligheden for selv at kunne ændre holdning til tingene hele tiden er medtænkt. Mine fire indsatsområder inden for medborgerskab er disse:

1. MERE FOKUS PÅ MEDBORGERSKAB: Den enkelte borgers demokratiske forpligtelse er noget, vi i en tid med empatikrise, mørklægning af vigtige beslutningsprocesser og fake news må sætte langt større fokus på. Jeg vil derfor arbejde for at gøre begrebet medborgerskab mere centralt i den løbende værdidebat såvel som i den demokratiske selvforståelse hos politikere, embedsfolk og borgere. Det skal ske inden for disse fire områder: a) Gennemsigtighed skal være et mere hævdvundet princip i beslutningsprocesserne i kommuner, regioner og stat. Den folkelige oplysningstradition har gennem generationer arbejdet for et sådan fokus, men det er nødvendigt, at borgerne kan gennemskue politikere og embedsfolks motiver, begrundelser og processer frem til beslutningstagningen. b) Medborgerskab vil også sige, at vi gennem fortløbende dannelsesprocesser bliver socialiseret til at kunne respektere, værdsætte og anerkende andres synspunkter og holdninger. Derfor foreslår jeg, at der skal være langt større politisk fokus på hån, spot og latterliggørelse af enkeltpersoner såvel som befolkningsgrupper. Især skal der være en mere restriktiv og konsekvent lovgivning for netchikane, hævnporno og anden nedgørelse af medborgere. c) Medborgerskab bør være et fagmodul i såvel udskolingen som i gymnasiet, sådan at borgerneer klædt på at kunne være vidende og oplyste demokratiske medborgere, så snart de fylder 18 år og dermed får stemmeret. d) Demokratiet og dermed medborgerskabet er principeit udfordret af informationssamfundets samkøring af data, som giver arbejdsgivere og myndigheder viden om privatlivsvaner og dispositioner. Samtidig er det udfordret af multinationale selskabers globale magtfuldkommenhed, ligesom det er udfordret af populistiske og undertiden ligefrem diktatoriske modstrømninger herhjemme og i udlandet. Derfor bør politikerne på Christianborg gå forrest som demokratiske borgere, tage deres demokratiske forpligtelse på sig og i langt højere grad spørge sig selv: Hvad vil det sige at leve i et demokrati? Hvad er en demkokratisk borger? Og hvornår er de demokratiske spilleregler truet? Disse spørgsmål bør debatteres langt mere grundlæggende fra Folketingets talerstol til gavn for borgerne. For demokratiet lever kun i kraft af, at det aldrig bliver taget for givet, men konstant bliver diskuteret med det formål at gøre demokratiet bedre. Endelig: Hvis den politiske debat kunne blive så medrivende, at flere borgere blev inspireret til at engagere sig politik, ville vi være nået langt – i 1950’erne var mere end hver femte borger medlem af et politisk parti, men i dag er det kun hver tyvende.

2. MAGTKRITISK FOLKESAMRÅD: Magtkritikken bør fylde mere, fordi vi med rette skal kunne forvente af magtens mennesker, at de udøver løbende selvkritik af deres embedsførelse og forholder sig ydmygt til deres egne magtbeføjelser. For magten er kun legitim, når den har karakter af at være udtryk for omsorg snarere end for ønsket om dominans, og når den arbejder for at skabe balance snarere end at ville udgrænse og nedgøre. Det er indlysende, at samfundet ikke kan fungere uden magt, magtanvendelse, magtudøvelse. Men deraf følger ikke, at magt ikke bør praktiseres med størst mulig omtanke, hensyn, empati. Derfor foreslår jeg, at politikere skal kunne holdes op på deres magtanvendelse og magtrelaterede dispositioner. Det skal ske ved hjælp af et folkesamråd, hvor borgere med inspiration fra Alternativets initiativ om borgerdrevne forslag skal kunne kalde folketingspolitikere og ministre i et digitalt samråd, hvis 25.000 borgere ønsker det.

3. DER SKAL LØSES OP FOR EMPATIKRISEN: Alternativet har identificeret empatikrisen som én af de tre store kriser, som det er påkrævet at løse. Empatikrisen er blevet næret og dermed forstærket yderligere gennem digital chikane (nethad, sms-mobning, hævnporno) og gennem tendensen til at diskreditere og mistænkeliggøre tiltag, som
har empati som mål (fx som det at ville hjælpe flygtninge i nød eller forsvare udsatte personer). Jeg vil arbejde aktivt for at få løst op for empatikrisen gennem en række konkrete oplysningskampagner og initiativer, der sætter fokus på empati som medborgerskabsmæssigt redskab på de uddannelser, hvis arbejdsfelt indbefatter udsatte personer – det vil blandt andet sige sygepleje-, politi- og socialuddannelserne. Desuden vil jeg arbejde aktivt for at få skabt et code of conduct blandt landets borgere for, hvordan digital kommunikation mellem mennesker kan blive mere etisk funderet.

4. MERE FOKUS PÅ SÅRBARHEDENS POLITIK: Jeg vil arbejde for, at vi på tværs af partiskel kan tale mere om tilstedeværelsen af en sårbarhedens politik som modvægt til til den uimodsigelighedens og skråsikkerhedens politik, der lever af at producere udenomssnak, bagatelliseringer, afledningsmanøvrer. Sårbarhedens politik er ikke en følelsernes udvandende politik elle en sentimentalitetens demoraliserende politik, hvor der bliver appelleret til offentlighedens medfølelse, om nødvendigt dens medynk eller forståelse, men derimod i allerhøjeste grad en ansvarsfuld politik: En medvidende og empatisk politik, der handler om at skabe bedre mulighed for og større accept af, at politikere og embedsfolk fremover kan agere i mere åbne rum. Det vil sige: rum med bedre plads til at stille spørgsmål uden at kende svarene på forhånd, til at forholde sig til alvorlige problematikker uden endnu at have noget andet at sætte i stedet, og til at medgive, at det at være samvittighedsfuld også indbefatter at komme i tvivl for, som Bodil Koch engang efterlyste forud for afstemningen i Folketinget i 1949 for eller imod Atlanterhavspagten, hvor hun tvivlede, fordi både Øst- og Vestblokken havde sine fortrin og ulemper. Med et citat fra forfatteren Poul la Cours dengang netop udkomne Fragmenter af en dagbog om tvivlen sagde hun: “Jo dybere den anfægter dig, des større er den Tro, hvormed du forsvarer det levende. Der er Tvivl i al Storheds Rod.” Og fordi tingene sjældent er sort/hvide, ligesom det ikke altid er indlysende hvad der er rigtigt at gøre i en given situation, vover jeg at bruge min tvivl som redskab i mit politiske virke. Tvivlen er forbundet med sårbarhedens politik på den måde, at også den et opråb mod den kynisme, mangel på gavmildhed og hakken nedad, som også politikere desværre undertiden kan tages til indtægt for.



LIGESTILLING OG MANGFOLDIGHED

Jeg er inspireret af filosoffen Jørgen Jørgensen, som i 1945 talte om eksistensen af blandt andet et socialt fokuseret demokrati (der fokuserer på en udligning af uligheder relateret til køn, etnicitet og klasse) samt et kulturelt demokrati (der fokuserer på lige adgang til kulturgoder såvel som uddannelse). Begge dele er noget, der til en vis grad er blevet realiseret. Men meget mangler endnu at blive gjort, ikke mindst hvad angår ligestillings- og mangfoldighedsproblematikkerne. Det gælder også i forhold til arbejdsmarkedspolitikken, som hænger nært sammen med dette område. Jeg vil derfor arbejde for disse mærkesager:

1. KØNSUBALANCERNE SKAL UDFORDRES: Der skal mere målrettet fokus på de identificérbare faktorer, som skaber formelle såvel som uformelle ubalancer mellem kønnene. Ligestillingsnævnet bør reorganiseres, sådan at det i langt højere grad end nu forholder sig til disse ubalancer som noget, staten er forpligtet på at gøre sit til at udligne.

2 MERE FOKUS PÅ VOLD MOD KVINDER: Statistikkerne viser, at hver anden dræbte kvinde i Danmark er blevet dræbt af deres nuværende eller tidligere partner. Det er ganske enkelt uacceptabelt. Samtidig lever mange kvinder i konstant frygt for voldelige repressalier fra deres tidligere partnere, især når der er børn involveret. Forældreansvarsloven, som blev vedtaget i 2007, bør i den forbindelse revideres, sådan at den bedre beskytter kvinder med voldelige fædre til deres børn. Vold mod mænd og børn er ligeledes problemer, som kræver løsning. Men vold mod kvinder er nu engang det mest presserende problem, en opfattelse, der bakkes op af FN’s erklærede globale indsats mod den pandemiske vold.

3. MERE FOKUS PÅ ANVENDELSEN AF VOLD I POPULÆRKULTUREN: Det er mere reglen end undtagelse, at computerspil, krimier, tv-serier, internetporno og hiphop-numre anvender brugen af vold – psykisk og fysisk vold, mord, voldtægt og tortur– som retoriske greb eller fortællemidler. Det skal de pågældende ophavspersoner samt de kanaler, der kuraterer dette indhold, principielt have lov til, jævnfør ytringsfriheden. Men når populærkulturen dermed bidrager til, at fiktionsvold bliver hverdag for børn og voksne, må det være på sin plads at spørge: Hvad betyder mødet med fiktionsvold for muligheden for at udøve empatisk adfærd? Hvad betyder især vold mod kvinder for opfattelsen af relationen mellem kønnene? Og hvordan former det børn, at vold er normaliseret adfærd i produkter rettet mod dem? Alt det finder jeg nødvendigt at få sat mere fokus på gennem oprettelsen af et medieetisk råd, hvis opgave det skal være at forholde sig til etiske problemstillinger, have udtaleret og kunne give anbefalinger.

4. LOV OM SAMTYKKE: #MeToo-kampagnen skyllede indover de vestlige lande fra oktober 2017 og bidrog trods stor modstand fra især mænd til en ny situation, hvor ofres ret til at blive hørt blev taget langt mere alvorligt. Det er hårdt tiltrængt i en dansk virkelighed, hvor et sted mellem 1 og 2 procent af anmeldte voldtægter ender med straf til gerningsmanden – for så er der simpelthen noget galt med lovgivningen. Efter svensk forbillede vil jeg arbejde for indførelsen af en lov om samtykke, det vil sige en lov, der siger, at der forud for ethvert seksuelt samkvem mellem to personer skal være indgået et samtykke. Lovforslaget blev fremsat af Enhedslisten i foråret 2017 og vil blive genfremsat i løbet af 2018, og i januar 2018 har Amnesty International foreslået Lovens formål er så afgjort ikke at svække retssikkerheden for mænd, men derimod gøre det lettere for ofre at få deres gerningsmænd dømt, ligesom den kan hindre voldtægter af kvinder, som ikke var ved bevidsthed. Lovforslaget lægger ganske enkelt op til en holdningsændring blandt danskere, hvor man før og under den seksuelle akt sikrer sig, at begge parter er frivilligt involveret. Og så understøtter det Europarådets konvention om vold mod kvinder, som netop gør manglende samtykke til selve definitionen på voldtægt.

5. #MÆND TALER: Den omfattende #MeToo-kampagnes relevans kommer utvivlsomt til at præge de kommende års kønsdebat. Den har vist behovet for, at mænd begynder at tale mere åbent om deres erfaringer med at bevidne krænkelser fra deres kønsfæller eller måske endda egne oplevelser. Der er også brug for at konkretisere, hvordan mænd i det hele taget lægger an på kvinder – sådan, at krænkelser herhjemme fremover kan minimeres. Sammen med Roger Matthisen, Alternativets ligestillings- og mangfoldighedsordfører, tog jeg i december 2017 initiativ til tiltaget #MændTaler, hvor vi ved en række samtalersaloner tager fat i problematikken ved at invitere mandlige folketingsmedlemmer. Tiltaget vil dermed kunne give området politisk bevågenhed, som kan føre til egentlige lovændringer, jævnfør forrige punkt.

6. INDFØRELSE AF ANSÆTTELSESLOVGIVNING: Det danske samfund er bedst tjent med, at de bedst egnede bliver ansat såvel i det private erhvervsliv som i staten. At få den mest kompetente arbejdskraft til jobbet er ganske enkelt en forudsætning for, at konkurrencedygtigheden fastholdes. Imidlertid viser forskning fra Danmark og Sverige, at dette ikke sker: Forhold vedrørende etnicitet, køn og alder spiller ofte negativt ind, sådan at personer med mellemøstligt klingende navne, kvinder og ældre ikke bliver taget i betragtning. Tilsvarende viser det sig, at udseendemæssigt konventionelt attraktive personer uanset køn klarer sig bedre på arbejdsmarkedet end mindre attraktive personer. De dominerende ansættelseskulturer og rekrutteringspraksisser bør derfor revideres ved, at ansøgninger – i første omgang som et eksperiment – bliver gjort anonymiserede indtil samtaleindkaldelsen. Alternativet foreslog i 2016 et sådant eksperiment, som i januar 2018 er blevet bakket op af indførelsen af anonyme eksaminer på Aarhus School of Business and Social Science, og som jeg vil arbejde for at gøre til virkelighed.

7. MERE FOKUS PÅ SEXISME PÅ ARBEJDSPLADSERNE: Èn ting er, at kvinder (og nogle mænd) bliver udsat for sexisme i hverdagen, men det skal i det mindste ikke ske på arbejdspladerne. Det må og skal politikerne garantere for ved at fastholde over for arbejdsgiverne, at ligebehandlingslovens §1, stk. 6 om seksuel chikane skal overholdes. En EU-undersøgelse fra 2014 viste, at 52 procent danske piger og kvinder over 15 år har været ofre for enten vold eller seksuel vold. Fagbevægelsens undersøgelser fra de seneste år viser, at seksuel chikane er udbredt på danske arbejdspladser, og løsningen må være at gøre arbejdspladser til safespaces, hvor kvinder kan have tillid til deres medansatte, sådan at arbejdskulturen ikke tillader chikane af nogen som helst art.

8. ØREMÆRKET BARSEL TIL MÆND: Det er efterhånden en gammel traver, men ubalancerne om hvem der tager barsel i en familie bidrager stadig til, at Danmark er et langt mindre ligestillet land end de øvrige nordiske lande. Det betyder, at karrierer stadig mest er for mænd og lidt mindre for kvinder. Men lige netop barselsområdet er et sted, hvor en statslig regulering kan få en betydning som ligestillingsredskab. Derfor vil jeg arbejde for en lovgivning, der over en årrække kan bidrage til at gøre barsel i Danmark til noget, som alle tager uanset køn, og hvor barslen til mænd som minimum andrager ti uger af forældrenes samlede barsel.



DYREVELFÆRD

Spørgsmålet om kødproduktionen i Danmark er blevet skærpet gennem de seneste år, hvor en både meget indflydelsesrig og aggressiv kødlobby står over for en række stadig stærkere miljømæssig og etisk orienterede grupperinger, som taler for et lavere kødforbrug blandt danskerne, mere tydelige etiske retningslinjer for behandlingen af produktionsdyr samt større sikkerhed for befolkningens sundhed i omgangen med kød. Alternativet har fra begyndelsen været aktive for at gøre disse bestræbelser til virkelighed, blandt andet ved at have sat det mål at gøre dansk landbrug 100 procent økologisk inden 2040.

Selv er jeg især optaget af de etiske standarder, som er forbundet med kødproduktionen herhjemme foruden produktionen af mælk og æg. Og jeg er optaget af at udfordre det konventionelle lanndbrugs store problemer med forbrugernes helbred, dyrenes tarv, miljøets belastning samt økonomisk bæredygtighed. Ved at udvise kynisme over for de svageste væsener omkring os – de dyr, der ikke selv er i stand til at sige fra – skaber vi nemlig grobund for en ligegyldighed over for alt levende, som fratager os muligheden for at se os selv som integreret del af det økologiske system, verden udgøres af. Derfor er vi nødt til at anerkende og respektere dyr som levende væsener i deres egen ret snarere end blot at se dem som produktionsenheder, hvis værdi udelukkende afhænger af, hvor mange kilo spiseligt kød de hver især kan levere. Men der er desværre lang vej endnu. Meget lang vej.

Der er ikke nødvendigvis noget forkert i at indtage kød eller andre vegetabilske produkter. Men der er noget forkert i at være kynisk overfor dyrs levevilkår. Og der er noget forkert i at give dem rammer for deres liv, som absolut intet har med deres naturlige tilbøjeligheder at gøre. For det påvirker ikke blot dyrene selv, men også vores syn på liv generelt. En ansvarlig omgang med fødevarer bør være højt på dagsordenen for enhver borger herhjemme, og det betyder, at man tager et medansvar for, hvordan ens eget fødevareindtag i første omgang er blevet bragt til veje.

Hvad angår fx grise er jeg optaget af disse spørgsmål: Hvad betyder det for kødets næringsværdi, smag og sundhedsmæssige status, at grise i konventionelle landbrug aldrig ser dagslys eller mærker jorden, men til gengæld konstant indånder luft, der er fyldt med ammoniak og andre gasser? Hvad betyder det, at grisene udsættes for fysiske og psykiske lidelser i form af diarré, dyremishandling såsom halekupering og kastrering uden bedøvelse, lange dyretransporter, bedøvelsespistoler samt stress og angst? Og hvad betyder det, at de ikke oplever nogen nærhed med deres ejere, men at hele deres tilværelse blot betragtes som et nødvendigt onde for at kunne frembringe salgbart svinekød?

Og hvad angår fx produktionen af mælk er jeg optaget af disse spørgsmål: Hvorfor leverede en gennemsnitlig malkeko ifølge Dansk Statistik 4.313 kg mælk årligt i 1974, når tallet i 2014 var steget til 9.337 kg? Kort sagt: Hvilken betydning har det mon for det enkelte dyrs velbefindende og for kvaliteten af dets mælk og kød, at dets krop bliver presset til det absolut yderste? Og hvilken betydning har det for fremstillingen af den dyrefoder, som dyrkes på 80 procent af det danske landbrugsareal?

Det er på baggrund af de spørgsmål, at vi bør sætte dyrevelfærd langt mere eksplicit på dagsordenen, dyreetisk såvel som forbrugerpolitisk. Mine mærkesager er disse:

1. Den animalske produktion i konventionelle landbrug forbryder sig mod dyrenes rettigheder. Jeg vil arbejde for, at dyrenes tarv bliver kortlagt, og at en gruppe af uvildige eksperter på den baggrund rådgiver Folketinget om, hvad disse rettigheder skal bestå i, og hvordan de kan implementeres og overholdes.

2. Det skal ikke længere være tilladt at udøve vold mod produktionsdyr, som strider mod dansk lovgivning eller EU-lovgivning, heller ikke selvom det er gældende praksis. Jeg vil arbejde for, at lovgivningen rent faktisk overholdes ved at pålægge myndighederne strengere kontrol med området og ved at indgå i kritisk dialog med landbrugets brancheorganisationer.

3. Der skal stilles langt højere krav til dyrevelfærden i både det konventionelle og økologiske landbrug, sådan som det er blevet foreslået af en arbejdsgruppe i Alternativet i 2016. Det vil sige: Mere plads til de enkelte dyr, længere fravænningsperioder for smågrise og kalve, som svarer til naturens egne rammer samt mere fokus på dyrenes muligheder for at have adgang til udearealer.

4. Endelig skal der stilles langt større krav til produktionen af dyrefoder. En rapport fra tænketanken Concito i 2014 viste, at de årlige 1,8 millioner ton sojaimport til dansk svinefoder fra især Brasilien er årsag til udledning af CO2 svarende til 80 procent af alle danske personbiler.