hugh hefner

Hugh Hefner var en ynkelig skikkelse, der mente, at kvinders primære egenskab var deres merkantile fuckability

In LIGESTILLING, SEXISME OG MASKULINITETSKULTUR by Henrik Marstal

Der er ingen fornuftige årsager til at betragte Hugh Hefner som en helt. At han bliver det, siger mere om skribenterne bag nekrologerne end om den nu afdøde Playboy-grundlægger.

Fredagens udgave af MetroXpress bragte en stor nekrolog om Playboy-grundlæggeren Hugh Hefner. Den var skrevet af Ritzau, havde overskriften ‘Den største playboy er død’ og udformede sig som en heltefremstilling, hvor Hefner selv blev beskrevet som den rene helgen.

Artiklen er blot en af mange i danske og udenlandske medier, hvor hyldesten til Hefner har overskygget den kritik af hans virke, som det er strengt nødvendigt at bringe til torvs.

Rationalet i hyldningerne lader til at være, at Hefner med magasinet Playboy bidrog afgørende til at fremme den seksuelle frigørelse og gøre sex til noget, der var forbundet med lyst og glæde snarere end med skam og ubehag.

Dertil kommer, at han med sit ry som genial forretningsmand og sin seksualdriftsfokuserede livslyst personificerede en maskulin urdrøm: Hvis du ellers er rig nok, smart nok og magtfuld nok, kan du leve, til du dør omgivet af konventionelt smukke, attraktive unge kvinder, der villigt dyrker sex med dig, når end du vil.

Kort sagt: Han fremstod ifølge dette rationale som en af de store, en af de helte, hvis virke vi andre nu kan se tilbage på og føle os beriget af.

Men når jeg ser tilbage på Hugh Hefners liv, har jeg mere end almindelig svært ved at få øje på noget som helst heroisk ved hans dispostioner såvel privat som professionelt.

Læs hele artiklen på Politikens hjemmeside