hvid mand

Hvorfor anser danskerne ikke sig selv som racister, når bare det seneste år byder på så mange eksempler?

In HVIDHED, IDENTITET OG MEDBORGERSKAB by Henrik Marstal

De, som kritiserer racismen mod sorte herhjemme, kan se ud til at leve i en parallelverden.

2017 har været et bemærkelsesværdigt år i forhold til den danske racisme, der ifølge den engelske socialantropolog Richard Jenkins’ markante bog ‘Being Danish’ fra 2011 er del af danskhedens væsen. Jeg tænker her særligt på racismen mod sorte.

På den ene side har markeringen af 100-året for salget af De Vestindiske Øer givet anledning til, at mange danskere nu endelig er blevet klar over, hvad den danske slavehandel i sin tid gik ud på, og hvilke menneskelige omkostninger den i al sin grusomhed og barbarisme havde.

Markeringen har nemlig haft imponerende stor bevågenhed og er blevet tematiseret og diskuteret ved hjælp af adskillige udstillinger, installationer, paneldebatter, bøger samt i talrige indlæg i medierne.

Denne uge er ingen undtagelse, hvor både Gl. Holtegaards udstilling ‘Kolonihistorier – magt og afmagt’ åbner, og hvor Overgaden – Institut for Samtidskunst har premiere på lydudstillingen ‘Vestindiske Forestillinger’, skabt af musikerne Jacob Kirkegaard og Niels Lyhne Lykkegaard.

Men på den anden side har netop 2017 været et udpræget racistisk år herhjemme i forhold til sorte. Det gælder ikke blot på de sociale medier, men også i tre meget omtalte begivenheder henover sommeren, som alle mødte solid opbakning fra adskillige hvide danskere, når kritikken lød.

Læs hele artiklen på Politikens hjemmeside