rund illustration med farver der symboliserer mangfoldighed

Det kræver respekt at låne fra andre kulturer

In HVIDHED, IDENTITET OG MEDBORGERSKAB by Henrik Marstal

Debatten om det komplekse og mangefacetterede begreb kulturel appropriation bliver ved med at blusse op. Alene de seneste år har budt på ganske mange eksempler på det – især i populærkulturen.

Et eksempel er komedien ‘Aloha’ fra 2015. Filmens instruktør, Cameron Crowe, undskyldte for at have tillagt hovedrolleindehaveren en anden etnicitet end den pågældende skuespiller Emma Stone selv havde: I filmen spillede hun en kvart kinesisk og kvart hawaiiansk person, men var hvid amerikaner.

Artiklen refererer et interview i den engelske avis The Guardian i sidste uge, hvor Diplo udtalte, at han var komplet ligeglad med kritikken. Han gav dog den forklaring, at når man som han er hvid amerikaner, har man »ingen kulturel kapital«, hvis ikke man har folkemusikalsk baggrund.

Tag den, George Gershwin, Fleetwood Mac og Metallica! Som det fremgår, benytter Diplo sig af eksotisme – altså det at være fascineret af ’eksotiske’ kulturdiskurser og lade sig inspirere af dem kunstnerisk – i mangel af tilstrækkeligt interessante traditioner fra sin egen kulturkreds. Selv om man med god ret kan spørge, om han har ledt de rigtige steder, er der ikke nødvendigvis noget problematisk i at lukrere på andre kulturers udtryksformer. I modsat fald ville kulturen være henvist til at agere i lukkede reservater, hvilket formodentlig ville gøre alle kulturforbrugere langt fattigere.

Den ulige magtrelation er her et afgørende aspekt, fordi appropriationen så let kan blive af økonomisk, social eller kulturel art, fordi den i overførslen fra én kulturkreds til en anden let risikerer at blive karikeret eller stereotypiseret, og fordi den ofte finder sted på den mere priviligeredes initiativ.

Mange i den vestlige kulturkreds kritiserer begrebet for at være irrelevant, eftersom også udviklingslande drager fordel af eksempelvis den vestlige verdens teknologiske opfindelser. Men det er langt fra kulturel appropriation, når biler og fjernsyn bliver importeret, for der foregår her en udveksling af penge og varer, som ikke baserer sig på en magtubalance mellem import- og eksportland, og hvor det ikke er tilfældet, at en dominerende kultur mere eller mindre systematisk udnytter en anden kultur.

Kritikere anfører desuden det argument, at et land eller en kultur, som oplever stor interesse fra vestlige aktører, jo har glæde af at få sin kultur eksponeret til den øvrige verden og måske endda kan få økonomisk vinding af det. Men argumentet tager ikke hensyn til, hvorvidt den givne kulturkreds overhovedet er interesseret i, at det sker. Og når argumentet ikke gør det, er det så som så med anerkendelsen og respekten.

Endelig er der argumentet om, at der jo altid er blevet approprieret, og at ingen vil undvære de kulturelle gevinster for den vestlige verden, som approprieringerne har ført med sig.

Men dette argument overser, at der er den postkoloniale eftertanke til forskel – en eftertanke, som først i de senere årtier har vundet frem som et modblik fra enten mindre privilegerede personer, der oplever, at deres kultur bliver uretmæssigt approprieret, eller fra mere privilegerede personer, som ikke ønsker at være del af en approprierende kultur.

Så når Diplo i interviewet i The Guardian henviste til, at bands som The Clash sidst i 1970’erne jo også lånte fra mindre privilegerede befolkningsgruppers musikalske stilarter, udtrykker det en uvidenhed om, hvor verden siden da har flyttet sig hen.

Som den sorte amerikanske forfatter K. Tempest Bradford har sagt det: »At låne fra andre kulturer forudsætter, at man kan opføre sig som en respektfuld gæst, ikke som en invasiv person eller en kulturturist«. Og lånene bliver en uetisk affære i de tilfælde, hvor udvekslingsforholdet ikke er gensidigt anerkendende.

Det er den lære, som det 21. århundredes postkolonialistiske debatter har vist verden. Når en kulturel appropriering finder uretmæssigt sted på grund af manglende opmærksomhed, kan man som Cameron Crowe sige undskyld og derved anerkende, at man skulle have handlet mere respektfuldt og sensitivt i første omgang.

Hvis man derimod som Diplo blot siger, at man er komplet ligeglad med debatten, reproducerer man en forældet kolonial tankegang, hvor ’den hvide mand’ tager, hvad han vil, uden først at spørge, om han må. Og spørgsmålet er, om den kulturtilgang længere er valid.

Link til indlægget: https://politiken.dk/debat/art6409511/Det-kræver-respekt-at-låne-fra-andre-kulturer