POLITIK


MEDBORGERSKAB, MAGTKRITIK OG BORGERINDDAGELSE

Medborgerskab kan defineres som et identitetsrelateret tilhørsforhold til et fællesskab, hvor præmissen er, at andre meninger og holdninger end ens egne bliver anerkendt og respekteret. En anden præmis er, at en aktiv interesse for og deltagelse i samfundets demokratiske
vidensudveksling holdes levende, samtidig med, at muligheden for selv at kunne ændre holdning til tingene hele tiden er medtænkt. Mine fire indsatsområder inden for medborgerskab er disse:

1. MERE FOKUS PÅ MEDBORGERSKAB: Den enkelte borgers demokratiske forpligtelse er noget, vi i en tid med empatikrise, mørklægning af vigtige beslutningsprocesser og fake news må sætte langt større fokus på. Jeg vil derfor arbejde for at gøre begrebet medborgerskab mere centralt i den løbende værdidebat såvel som i den demokratiske selvforståelse hos politikere, embedsfolk og borgere. Det skal ske inden for disse fire områder: a) Gennemsigtighed skal være et mere hævdvundet princip i beslutningsprocesserne i kommuner, regioner og stat. Den folkelige oplysningstradition har gennem generationer arbejdet for et sådan fokus, men det er nødvendigt, at borgerne kan gennemskue politikere og embedsfolks motiver, begrundelser og processer frem til beslutningstagningen. b) Medborgerskab vil også sige, at vi gennem fortløbende dannelsesprocesser bliver socialiseret til at kunne respektere, værdsætte og anerkende andres synspunkter og holdninger. Derfor foreslår jeg, at der skal være langt større politisk fokus på hån, spot og latterliggørelse af enkeltpersoner såvel som befolkningsgrupper. Især skal der være en mere restriktiv og konsekvent lovgivning for netchikane, hævnporno og anden nedgørelse af medborgere. c) Medborgerskab bør være et fagmodul i såvel udskolingen som i gymnasiet, sådan at borgerneer klædt på at kunne være vidende og oplyste demokratiske medborgere, så snart de fylder 18 år og dermed får stemmeret. d) Demokratiet og dermed medborgerskabet er principeit udfordret af informationssamfundets samkøring af data, som giver arbejdsgivere og myndigheder viden om privatlivsvaner og dispositioner. Samtidig er det udfordret af multinationale selskabers globale magtfuldkommenhed, ligesom det er udfordret af populistiske og undertiden ligefrem diktatoriske modstrømninger herhjemme og i udlandet. Derfor bør politikerne på Christianborg gå forrest som demokratiske borgere, tage deres demokratiske forpligtelse på sig og i langt højere grad spørge sig selv: Hvad vil det sige at leve i et demokrati? Hvad er en demkokratisk borger? Og hvornår er de demokratiske spilleregler truet? Disse spørgsmål bør debatteres langt mere grundlæggende fra Folketingets talerstol til gavn for borgerne. For demokratiet lever kun i kraft af, at det aldrig bliver taget for givet, men konstant bliver diskuteret med det formål at gøre demokratiet bedre. Endelig: Hvis den politiske debat kunne blive så medrivende, at flere borgere blev inspireret til at engagere sig politik, ville vi være nået langt – i 1950’erne var mere end hver femte borger medlem af et politisk parti, men i dag er det kun hver tyvende.

2. MAGTKRITISK FOLKESAMRÅD: Magtkritikken bør fylde mere, fordi vi med rette skal kunne forvente af magtens mennesker, at de udøver løbende selvkritik af deres embedsførelse og forholder sig ydmygt til deres egne magtbeføjelser. For magten er kun legitim, når den har karakter af at være udtryk for omsorg snarere end for ønsket om dominans, og når den arbejder for at skabe balance snarere end at ville udgrænse og nedgøre. Det er indlysende, at samfundet ikke kan fungere uden magt, magtanvendelse, magtudøvelse. Men deraf følger ikke, at magt ikke bør praktiseres med størst mulig omtanke, hensyn, empati. Derfor foreslår jeg, at politikere skal kunne holdes op på deres magtanvendelse og magtrelaterede dispositioner. Det skal ske ved hjælp af et folkesamråd, hvor borgere med inspiration fra Alternativets initiativ om borgerdrevne forslag skal kunne kalde folketingspolitikere og ministre i et digitalt samråd, hvis 25.000 borgere ønsker det.

3. DER SKAL LØSES OP FOR EMPATIKRISEN: Alternativet har identificeret empatikrisen som én af de tre store kriser, som det er påkrævet at løse. Empatikrisen er blevet næret og dermed forstærket yderligere gennem digital chikane (nethad, sms-mobning, hævnporno) og gennem tendensen til at diskreditere og mistænkeliggøre tiltag, som
har empati som mål (fx som det at ville hjælpe flygtninge i nød eller forsvare udsatte personer). Jeg vil arbejde aktivt for at få løst op for empatikrisen gennem en række konkrete oplysningskampagner og initiativer, der sætter fokus på empati som medborgerskabsmæssigt redskab på de uddannelser, hvis arbejdsfelt indbefatter udsatte personer – det vil blandt andet sige sygepleje-, politi- og socialuddannelserne. Desuden vil jeg arbejde aktivt for at få skabt et code of conduct blandt landets borgere for, hvordan digital kommunikation mellem mennesker kan blive mere etisk funderet.

4. MERE FOKUS PÅ SÅRBARHEDENS POLITIK: Jeg vil arbejde for, at vi på tværs af partiskel kan tale mere om tilstedeværelsen af en sårbarhedens politik som modvægt til til den uimodsigelighedens og skråsikkerhedens politik, der lever af at producere udenomssnak, bagatelliseringer, afledningsmanøvrer. Sårbarhedens politik er ikke en følelsernes udvandende politik elle en sentimentalitetens demoraliserende politik, hvor der bliver appelleret til offentlighedens medfølelse, om nødvendigt dens medynk eller forståelse, men derimod i allerhøjeste grad en ansvarsfuld politik: En medvidende og empatisk politik, der handler om at skabe bedre mulighed for og større accept af, at politikere og embedsfolk fremover kan agere i mere åbne rum. Det vil sige: rum med bedre plads til at stille spørgsmål uden at kende svarene på forhånd, til at forholde sig til alvorlige problematikker uden endnu at have noget andet at sætte i stedet, og til at medgive, at det at være samvittighedsfuld også indbefatter at komme i tvivl for, som Bodil Koch engang efterlyste forud for afstemningen i Folketinget i 1949 for eller imod Atlanterhavspagten, hvor hun tvivlede, fordi både Øst- og Vestblokken havde sine fortrin og ulemper. Med et citat fra forfatteren Poul la Cours dengang netop udkomne Fragmenter af en dagbog om tvivlen sagde hun: “Jo dybere den anfægter dig, des større er den Tro, hvormed du forsvarer det levende. Der er Tvivl i al Storheds Rod.” Og fordi tingene sjældent er sort/hvide, ligesom det ikke altid er indlysende hvad der er rigtigt at gøre i en given situation, vover jeg at bruge min tvivl som redskab i mit politiske virke. Tvivlen er forbundet med sårbarhedens politik på den måde, at også den et opråb mod den kynisme, mangel på gavmildhed og hakken nedad, som også politikere desværre undertiden kan tages til indtægt for.