#metoo foto

MeToo-anklager på et forfejlet grundlag

In LIGESTILLING, SEXISME OG MASKULINITETSKULTUR by Henrik Marstal

I Jyllands-Postens artikel 27/3 om den svenske teaterchef Benny Fredrikssons selvmord i forrige uge gør såvel teaterinstruktør Martin Lyngbo som avisen selv sig skyldig i betragtninger, der på et forkert grundlag sætter MeToo-bevægelsen i et problematisk lys. Det er derfor nødvendigt med en afklaring af, hvad der rent faktisk er foregået i Sverige.
På baggrund af henved 40 anonyme udtalelser fra nuværende og tidligere ansatte på Stadsteatern i Stockholm fremsatte tabloidavisen Aftonbladet – Skandinaviens største avis – i december en hård kritik af Frederikssons ledelsesstil. Stilen blev fremstillet som decideret dysfunktionel og med store personlige omkostninger for flere af teatrets ansatte. To dage senere tog Fredriksson sin afsked.

Kritikken blev fremsat på et tidspunkt, hvor MeToo-bevægelsen var eksploderet også i Sverige. Og der er bestemt lighedspunkter, for kritikken af Fredrikssons ledelsesstil er i overensstemmelse med MeToos magtkritiske fokus på ikke mindst ledende kulturpersoners handlen, ligesom Aftonbladets brug af anonyme vidnesbyrd er det.

At vidne anonymt kan være et strengt nødvendigt magtkritisk middel, hvilket journaliststanden har vidst lige siden Watergate-skandalen i 1970’erne. Nye amerikanske erfaringer viser, hvordan det at vidne anonymt om seksuelle overgreb kan fremme solidariteten blandt ofre og i det hele taget skabe lydhørhed om et område, der ellers er forbundet med skyld og skam. Det har været fremme, at Aftonbladets kilder fremsatte deres kritik anonymt af frygt for at få ødelagt deres karrierer i teaterlivet. At det også gjaldt folk, som ikke længere arbejdede på Stadsteatern, siger noget om frygtens omfang.

Men brugen af anonyme kilder stiller indlysende store krav til journalistikken. Debatten i Sverige i kølvandet på selvmordet har da heller ikke handlet om dødsfaldets relation til MeToo-bevægelsen, men derimod om det presseetisk problematiske i at fremsætte så alvorlige anklager mod navngivne personer på tabloidforsider, endda uden forsøg på at nuancere billedet med brug af kilder med en anden opfattelse.

Desuden har debatten fokuseret på, hvorfor Stadsteaterns bestyrelse har været så fraværende gennem hele forløbet, og hvorfor den hverken har fulgt aktivt op på flere års pauvre arbejdspladsvurderinger på teatret eller forholdt sig til kritikken af Fredrikssons ledelsesstil.

I artiklen i Jyllands-Posten formulerer Martin Lyngbo sig sådan her: »Lige præcis med Benny Fredriksson var mange af beskyldningerne jo fremsat anonymt. Det skal der også være plads til, men jeg synes, folkedomstolen i sagen blev for ekstremistisk, der gik nærmest Bastille i den, og det, synes jeg, er dybt ubehageligt, også når det sker i Danmark.«

Hvis man skulle være i tvivl om, hvad ordet ”folkedomstol” refererer til i citatet, bliver man oplyst om det i artiklens overskrift, som lyder ”Teaterinstruktører: #MeToo-folkedomstolen nærmer sig Bastille-niveau”.

Som påvist her er overskriften misvisende, fordi der ikke er tale om en MeToo-relateret sag. Det virker derfor, som om hverken Lyngbo eller Jyllands-Posten selv har været godt nok informeret om, hvad der er op og ned i forløbet og derfor kommer frem til forkerte konklusioner.

I artiklen bliver også Dansk Skuespillerforbunds Katja Holm interviewet. Hun siger: »Jeg synes, vi har en meget lødig diskussion i Danmark. Jeg oplever hverken en lynchstemning, eller at anonyme anmeldelser har sendt folk på skafottet.« Det, mener jeg, er et meget vigtigt korrektiv til artiklens præmis og Lyngbos udlægning.

Artiklens overskrift er derfor unødvendigt konfliktoptrappende. For MeToo-bevægelsen er altså ikke en ”folkedomstol”, der uden skrupler sætter mænds karrierer på spil. Det bør avisen kunne gøre bedre en anden gang.