Prins Henrik higer efter anerkendelse – ligesom alle os andre

In HVIDHED, IDENTITET OG MEDBORGERSKAB by Henrik Marstal

Når selv et menneske, der mere end de fleste har kunnet fylde sit liv med, hvad han ville, kan opleve en så gennemgribende meningsforladthed – ja, så kan det ske for enhver af os.

Anerkendelse er andet og mere end blot social accept af et andet menneske. Det er et kit, som binder samfundet sammen. Derfor er det så vigtigt, at der er nok af den, og at den ikke altid er noget, vi skal gøre os fortjent til i konkurrence med andre.

Samtidig er behovet for anerkendelse et af de måske mest karakteristiske grundtræk ved mennesket. Jeg tænker ikke blot på behovet for at blive set, hørt eller værdsat af andre, men også på behovet for at have overensstemmelse mellem den, man ser sig selv som, og så den måde, hvorpå omgivelserne ser én.

En psykolog fortalte mig engang, at efter hendes opfattelse var motivationen for de fleste menneskers række af livsvalg begrundet i en stærk drift efter anerkendelse, som hun opsummerede i ét eneste udsagn: »Se, mor! Uden hænder!«.

Denne drift kredsede altså om at lade sig blive set eller endda beundret i situationer, hvor man formåede at overgå sig selv, nøjagtig som det lille barn, der cykler uden hænder for at få sin mors anerkendelse, typisk udtryk i sætningen: »Hvor er det flot, skat«. At det for det meste ikke er særligt hensigtsmæssigt at cykle uden hænder i hverken konkret eller overført betydning, ændrer ikke ved, hvor stærk denne drift kan være.

læs hele hjemmesiden på Politiken